And og flæskesteg er den mest spiste hovedret til jul, men mange serverer også gerne gås eller kalkun
juleaften. Hos ni ud af ti danskere er der imidlertid ikke tvivl om at desserten skal være risalamande.
Sæsonen starter i november og omkring Mortensaften og serveres ofte i forbindelse med de mange julefrokoster
i december og topper op til juleaften. Et andet årligt højdepunkt for risalamande er ved julemændenes
årlige internationale træf på Bakken i juli måned. Risalamandens historie går tilbage til begyndelsen
af 1900 tallet. Her begyndte de bedre borgerlige kredse at servere risalamande med kirsebærsauce i
stedet for risengrød, som i øvrigt var en ret eksklusiv form for grød, da den bestod af dyre og importerede
ingredienser som ris, vanille, kanel, sukker foruden sødmælk og smør. Paradoksalt nok var det
mangelsituationen som følge af 2. verdenskrig, der satte skub i udbredelsen af risalamande, fordi der var
mangel på ingredienserne til risengrøden. For at strække risengrøden længere tilsatte husmødrene flødeskum.
Manglen på mandler fik nogen til at erstatte den hele mandel med en knap, for selvfølgelig kunne man ikke
servere risalamande uden mandelgave. Skikken med en mandelgave stammer muligvis helt tilbage fra 1500
tallet, hvor man i de fornemme franske kredse til helligtrekonger puttede en mandel i en Helligtrekongerkage.
Den der fik mandlen blev ”konge” med forskellige tilhørende privilegier. Mandelgaven i Danmark var tidligere
normalt en marcipangris med rød sløjfe. I dag er der ikke længere nogen speciel mandelgave, ligesom der
heller ikke længere kun er én mandelgave, men ofte både en mandelgave til de voksne og en eller flere til
børnene. Selv om risalamande lyder fransk findes den ikke i Frankrig. Der kan være lidt forvirring om
stavemåden, f.eks. ses den ofte stavet som: Ris à l’amande. Den korrekte stavemåde er dog ifølge
retskrivningsordbogen: risalamande.
